Bestyrelse - Nyborg Museumsforening
Teresa Lund Tøgern
Sekretær
Om Nyborg Museumsforening
Nyborg Museumsforening har i samarbejde med Østfyns Museer til formål at støtte og forbedre vilkår for museernes arbejde. Foreningen yder:
- økonomisk støtte til konkrete projekter
- frivilligt arbejde
- deltagelse i arrangementer – herunder ikke mindst Jul i den Gamle Kongeby og det årlige Danehof
- styrke interessen for den lokale historie – bl.a. ved medvirken til udgivelse af årsskriftet ”Nyborg her og nu” i samarbejde med Lokalhistorisk arkiv, Nyborg Bibliotek og Østfyns Museer. Tidsskriftet indeholder spændende artikler om Nyborg og omegnens historie.
Nyborg Museumsforening gør dette ved at være en aktiv forening for sine medlemmer og for andre interesserede. Derfor tilbyder vi vores medlemmer af deltage som frivillig hjælper til arrangementer herunder ikke mindst det årlig årlige Danehof Marked og julemarked.
Vi afholder løbende forskellige arrangementer for medlemmerne i form af:
- foredrag
- byvandringer
- rundvisninger og ekskursioner til lokalområdet – og længere væk til historisk interessante steder.
Vi udsender 3 gange årligt et nyhedsbrev, med foreningens program og nyt fra foreningen.
Vi nærmer os med hastige skridt et medlemstal på 700 personer og virksomheder.
Foreningen er p.t. repræsenteret i Østfyns Museers bestyrelsen med 3 medlemmer.
Eksempler på arrangementer:
- Smag på Munkelivet
- Besøg på Stjerneskansen
- De Østfynske stationsbygninger – rundtur i bus
Se evt. flere HER.
Eksempler på økonomiske støtte:
- Forskellige bogudgivelser:- eks. Erland Porsmose – Magtfuld gennem riget 30.000 kr.
- Bord/bænkesæt til Dyrehavemølle 12.000 kr.
- Nyborg Slots Dragtlaug: tilskud til en Magrethe I. krone
- Årlig støtte Østfyns Museer ved hvert år at betale entrékompensation til gengæld for den gratis adgang til alle Østfyns Museers afdelinger for vores medlemmer.
Eller kort sagt: Vi støtter Nyborgs historie! Gør du?
Nyborg Museumsforenings historie
Foreningens mere end 100 års historie kort fortalt
Nyborg Museumsforening blev grundlagt den 10. oktober 1911 af nogle af byens historieinteresserede borgere med skoleinspektør Ernst Petersen i spidsen. Stifterne ønskede at oprette “en samling af gammelt til at belyse Nyborgs historie”.
I 1912 havde foreningen 80 medlemmer til et årskontingent på 1 kr.
Foreningen skulle samle effekter til et museum, men havde ikke noget sted at opbevare disse. Rådhusets festsal blevet af byrådet stillet til rådighed, som også donerede 100 kr. til foreningens arbejde
Apoteker Ingvard Sibbernsen donerede 50.000 kr. som tak for en friplads på Realskolen og den 2. september 1914 blev ejendommen Slotsgade 11 (Mads Lerches Gård og i dag Borgmestergården) erhvervet.
Ejendommen blev efter en gennemgribende renovering foræret til Nationalmuseet, der lod Museumsforeningen bruge huset til museum og bibliotek.
I 1918 flyttede samlingen til Mads Lerches Gård, i dag Bormestergården.
I 1980 overtog Nyborg Kommune ejendommen fra Nationalmuseet
I de første mange år blev Nyborg Museum udelukkende drevet af museumsforeningen med hjælp af frivillige, og i 1984 opnåede museet statsanerkendelse. Samtidig blev museets første faguddannede museumsinspektør Knud Hornbeck ansat og var i mange år herefter museets eneste ansatte.
I 2009 blev museerne i Kerteminde og Nyborg sluttet sammen i Østfyns Museer.
Museumsforeningen gik efter statsanerkendelsen fra at være administrator af museet til at være en støtteforening, som vi også kender foreningen i dag.